Ferieminder!

Rige, det var vi ikke hvad penge angik. Far var snedker og mor var hjemmegående . Vi var en søskende flok på fire, hvoraf jeg var den ældste. Men vi var rige på mange andre områder. Når det blev sommerferie, så ordnede far vores cykler, mor smurte madpakker, og så cyklede vi alle afsted på rad og række. Vi boede på en lille ø, og selv om vi kendte naturen, så var der altid nyt at finde. Små spirende træer langs skov kanten. Nye revner i de høje klitter og havet, som åd sig op ad den stenede strand. Hele dagen cyklede vi fra flække til små stier, og selv om øen ikke var stor, så var der altid ukendte stier, som dukkede op. Tit havde far fiskestang med og tålmodigt sad vi på stranden og ventede på at far skulle få bid. Men det var sjældent, og når dagen gik på hæld og det blev køligere, så cyklede vi atter hjem og vi var trætte men glade. Det var en dejlig sommerferie, for vi var sammen og vi havde hinanden. Vi søskende lovede hinanden, at uanset, hvad livet ville bringe os, så ville vi altid holde sammen. Men det er en helt anden historie.